sygedage
Diverse,  Life Hacks

Sådan undgår du sygedage i efteråret

Det er ved at være tid til dårlig vejr, kulde og potentielle sygedage..  Winter is coming!

 

Vi med børn glæder os ikke til vintersæsonen med alskens dårligdomme. Og alle uden børn kan lige så let blive ramt af virus på arbejdspladsen. Derfor kommer jeg lige med et par tips, som måske kan redde dig fra de værste baciller.

Vask hænder ofte

Dine hænder rører ved alt muligt i løbet af en dag på kontoret, så husk at vaske hænder ekstra meget i vintermånederne. Har du ikke mulighed for at vaske hænder, når du er på farten, så kan det være rigtig godt at have en flaske håndsprit med i tasken. Hvis du arbejder et stort sted, hvor der er mange mennesker samlet, så forslå at der bliver sat en spritautomat op i kantinen eller på toilettet. Det er en god investering i jeres helbred og kan mindske antallet af sygedage.

D-Vitamin

Det bliver mørkere og mørkere og snart er det kun lyst i få timer om dagen. Så det kan være en god ide at starte op med d-vitaminer og andet godt, inden vejret for alvor slår om. Jeg er selv håbløs til at huske det, så jeg har placeret vitaminerne oven på min kaffemaskine.. DER ser jeg dem helt sikkert!

Søvn

Søvn er altid godt for immunsystemet og om vinteren bliver de fleste lidt ekstra trætte på grund af mørket. Så husk at sætte god tid af til at sove, i stedet for at hænge over arbejdet, eller stene serier. Og middagslur i weekenden er heller ikke at kimse af.

Motion

Og motion er naturligvis selvskrevet for at bevare dit velbefindende. Hvis du kan kombinere motionen med en tur udendørs, så kan du få lidt naturlig d-vitamin samtidigt med sved på panden. Om vinteren når det er mørkt og evt. også glat, så kan det være svært at komme ud og løbe, så overvej at lave lidt øvelser på gulvet også.

Hold dig varm

Afkøling er ikke godt for kroppen, så sørg for at pakke dig godt ind. Hav evt. en ekstra jakke eller et tørklæde liggende på jobbet hvis muligt, så du kan få varmen. På mit kontor er der særligt i sommermånederne virkelig koldt på grund af aircondition, så vi har altid tæpper til at ligge.

Vaccination

Hvis du kan få en influenza vaccination enten hos lægen eller på jobbet, så kan jeg også kun anbefale det. Tidligere var det en del af min fryns pakke, og det har reddet mig fra mange sygedage. Det er selvfølgelig ikke altid at den bliver sammensat så den tager alle de vira som florerer, men den tager ret mange.

 

Krydser fingre for at du får et sygdomsfrit efterår.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.